Gruer du for efterårsferien med familien?

Det er efterårsferie. Du skal være sammen med din familie. Det er en tradition, at I mødes. Selvom du på den ene side glæder dig, er der også noget indeni dig som gruer. Gruer fordi du får dårlig samvittighed over, at du ikke altid finder det hyggeligt. Gruer fordi du ved, at du skal på "overarbejde" og vise ud af til, at du er glad. Gruer fordi du ved, at du bliver så træt og til sidst kun kan tænke på, at komme hjem og sove.


Det du nok gruer aller mest for er, at du ved, at du ikke kan styre din mad. Du kommer til at spise al for meget i den tid, hvor I er sammen og du ved, at du kommer til at få en overspisning, så snart du kommer hjem. 


Den reelle årsag

Når det har været sådan al den tid du kan huske, kan det være vanskeligt at få øje på, hvorfor man gør som man gør. Man mærker kun konsekvenserne. Man mærker kun, at man ikke kan styre sit madindtag, og man spiser og spiser og spiser, selvom man er mæt. 

Jeg vil nu prøve at give et eksempel på, hvordan en typisk situation kan foregå. Det er ofte dette jeg hører fra mine klienter, og et tilbagevendende mønster jeg ser.



"Du sidder rundt om bordet med familien. I får god mad. I sidder og snakker og spiser og hygger jer, men du er lidt anspændt i kroppen. Du er ikke helt afslappet. Det er som om, du ikke kan sænke dine skuldre og din nakke er spændt. I griner og taler om sjove anekdoter. Pludselig bliver tonen lidt grov. Én af dem om bordet siger noget lidt hårdt til den anden. Det er ment i sjov, men du kan se på den, det går ud over, at vedkommende ikke synes det er sjovt. Vedkommende griner med, men det er ikke troværdigt. Hele bordet griner. Ingen bryder ind. Du får ondt i maven over, at ingen ser, at det ikke er sjovt for alle. Så du bryder ind og siger, at du ikke er enig i den grove bemærkning, og tager den der bliver grint af i forsvar. Alle taler videre, som om intet var sket. Men du har ondt i maven. Du synes ikke det fair. Du kan mærke, at der sidder en om bordet, som er ked af det. Du bliver også ked af det. Du fortsætter aftenen med at være på vagt over for nye hårde verbale udtalelser. Og hver gang de kommer, er det dig der bryder ind og afværger. Det er hårdt arbejde. Du er konstant i beredskab. Du forsøger hele tiden at fornemme andre menneskers sindsstemninger, for at kunne bryde ind på det rigtige tidspunkt. Du kan ikke lide, når nogen har det dårligt, eller ikke får sagt fra, når de bliver overfuset.


På en eller anden måde, har du igennem din opvækst lært, at der er den bedste stemning i familien, når du bryder ind og bløder op for de hårde ord og de negative steminger. Du er blevet udglatteren. Du er blevet den, der har til ansvar, at alle andre har det godt. Du har lært at mærke andre mennesker så meget, at der ikke har været plads til at mærke dig selv. Når du kommer ind i dette mønster, kan du ikke længere mærke dine egne behov og dine egne grænser. Du kan derfor heller ikke mærke dine egne grænser for mad. For hver gang du mærker de andre, mudrer det dit eget indre landskab af fornemmelser. Alt bliver rodet sammen. Deres negative stemninger, påvirker dit. Og når du oplever negativitet, bliver du urolig. Din indre uro er ubehagelig, og du ved kun én måde, at få den væk på - nemlig ved at spise. Så du spiser. Spiser uden at mærke dig selv. Du spiser bare indtil det virker passende at stoppe. Efterfølgende har du fortsat lyst til at spise, for uroen er der fortsat. Så du spiser alt for meget dessert.  Nu melder tanken sig om, at når du nu alligevel har spist for meget, kan du jo lige så godt fortsætte. Så du fortsætter. Du bliver ved. Du spiser to store stykker kage til aftenkaffen og inden du går i seng, tager du lidt mad fra køleskabet. Prop mæt ligger du dig i sengen. Du er urolig. Det er ubehageligt. Du ved, at det hele starter forfra i morgen når du vågner." 


Det er dét, jeg oplever, der sker for rigtig mange. De forsøger at være den, der glatter ud og sikrer at alle har det godt. Desværre sker det ofte på bekostning af dem selv. De glemmer deres egne behov, for til gengæld at opfylde andres.

Det er ikke en hensigtsmæssig strategi, hvis man gerne selv vil have det godt. For det er ikke vores ansvar, at alle andre mennesker har det godt. Det er simpelthen for stort et ansvar at lægge på vores egne skuldre. 


Læs også: "Når andre dræner dig for energi, overskrider de, dine grænser"


Overensstemmelse med super-egoisten

Nu sidder på måske og tænker, at du jo ikke bare kan tænke på dine egne behov og være super-egoist. Og ja, det er også rigtig nok. Verden er ikke sort/hvid. Men der er forskel på, om du gør det på trods af dine egne behov eller i overensstemmelse med dine egne behov. Når du gør det på trods af dine egne behov, vil du langsomt svinde hen, og andr