Single og overspiser? Her er hvorfor, du ikke har en kæreste.

Har du tilbagevendende overspisninger og tænker du, at når bare du får en kæreste, så bliver du glad og dine overspisninger stopper? Så er du ikke alene. Rigtig mange singler som overspiser, tænker sådan. De ved godt rationelt, at det ikke er mandens opgave, at de skal få det godt. De tænker heller ikke, at de giver ham ansvaret. Men samtidig har de erfaring med, at når de møder en mand, så får de det godt. Så hvorfor lykkes det ikke at få en kæreste?


Når vi kigger os omkring, kan vi se en masse kærestepar. Forelskede går de hånd i hånd, stopper op og kysser, nyder synet af hinanden. Inden i os knuger vores mave af længsel efter at have det samme. Vi bliver fyldt med sorg over, at vi ikke har det og tænker, hvad der mon er galt med os, siden det ikke lykkes for os? Alle i vores omgangskreds fortæller os, at de ikke kan forstå, hvorfor vi er single. Vi er jo både sød, dejlig, klog, smuk og meget mere. Så hvorfor lykkes det ikke for os?



Din partner bliver dit drog

Du har måske erfaret, at dine overspisninger aftager, i det øjeblik du møder en sød fyr. I bliver forelskede og I tilbringer tid sammen. Du har lyst til at være sammen med ham hele tiden. Du tjekker din telefon for sms'er konstant. Du er glad. Du tænker slet ikke på mad. Men efter ca. 3 måneder bliver det hverdag. Der bliver længere og længere imellem sms'erne og han skal ud med gutterne. Du får mere tid alene og pludselig kommer tankerne på mad og overspisninger tilbage. Du ved ikke helt, hvorvidt det handler om alle de utrygge følelser i jeres nye relation eller om du bare er tilbage ved udgangspunktet. Hvertfald kan du ikke finde ro i noget af det, så overspisningerne tager til. 

Nu begynder tanker at kredse om, hvorvidt du skal spørge ham, om han vil ses oftere, eller om du skal droppe jeres relation. For når du får det sådan, er han så den rette? På den anden side vil du heller ikke være needy. Du synes jo også, at han skal have lov til at have hans liv, ligesom du skal have dit. Men du bliver utryg. Du bliver utryg når I ikke er sammen. Du bliver bange for at han ikke vil dig, når du ikke hører fra ham lige så ofte som du plejer. 



Han kan godt lide dig, men...

Der er en vis sandsynlighed for, at manden godt kan lide dig. Men han kan ikke tilfredsstille den uro og indre ubalance, du før dulmede med mad. Han kan mærke det. Han kan mærke, at du crawer efter hans konstante opmærksomhed og anerkendelse. Og det kan han ikke give dig. Han bliver kvalt og kommer måske endda til at føle sig utilstrækkelig. 

Så han trækker sig langsomt fra jeres relation. Du kan mærke det, og bliver endnu mere ked af det, og spiser måske tilmed endnu mere. 



Så hvad er det, der sker?

Du frygter så meget at blive afvist, fordi han kunne få dig til at blive glad. Grundlæggende glad. Det var ham, der gjorde, at dine overspisninger stoppede - eller hvertfald reduceret. Du gjorde ham til dit drog. Du dragede ham med ind i dit misbrug, hvor du kunne dulme de følelser, du ikke kunne håndtere, ved at være sammen med ham. Du blev så bange for at blive afvist, at du blev needy, pleasende og selvopofrende. Når han prioriterede andet end dig, tog du det som en afvisning. Når han afviste dig, tog han dit drog fra dig. Tilbage stod du med tanker om ikke at være god nok, ikke at være værd at elske og hvad er der i vejen med mig, siden jeg ikke kan finde en kæreste? Følelserne af ensomhed, sorg, modløs, fortvivlelse mv tog over, og maden blev igen din ven.



Sådan bryder du dit mønster

For at bryde dit mønster med mænd, skal du bryde med dine overspisninger - eller du skal hvertfald vide, at det er dit mønster. I stedet for at få ham til at fylde dig med anerkendelse og omsorg og gøre ham til genstand for, at du har det godt, skal du selv tage skeen i hånden. Det er dit ansvar, at du har det godt. Når du finder kærligheden i dig selv, vil du også møde kærligheden i den ydre verden!



Kærlige hilsner

Mette 

Har du brug for hjælp til at bryde dit mønster, så book tid her her.

Du kan også starte med at tilmelde dig mit nyhedsbrev, og få løbende inspiration eller følge mig på facebook.www.facebook.dk/MetteFuglsangLarsen

128 visninger
  • Grå Instagram Icon
  • Grey Facebook Icon

Spisepsykologi coach Mette Fuglsang Larsen, Varde. CVR: 38813269