Når uroen tager over – og overspisningen bliver en løsning

Der er nogle morgener, hvor jeg vågner med en indre uro i kroppen.
Den slags uro, der ikke larmer højt, men som ligger og summer. Hvor det er svært at finde ro, og hvor tankerne begynder at løbe af sted, længe før jeg selv er kommet ordentligt i gang.

Måske kender du det.

Tankerne dukker op én efter én – og bliver hurtigt til en hel strøm:

• Jeg skal lige have bestilt det tøj på nettet i dag

• Jeg skal have skrevet til Julie og fået aftalt en dato

• Emhætten… den har vi forsømt alt for længe, den SKAL jeg nå i dag

• Hvorfor tager min kæreste aldrig initiativ til rengøring? Hvorfor er det altid mig?

• Vi mangler også at handle ind – det skal vi også nå

Og sådan kan det fortsætte.
Tankerne stopper ikke. De bygger oven på hinanden. Indtil jeg pludselig er helt oppe i gear og allerede stresset – før dagen reelt er begyndt.

Når hverdagen afbryder – og presset vokser

Jeg kan forsøge at tage tingene én ad gangen.
Men jeg ved også, at der hurtigt kommer afbrydelser:
Et barn, der vil lege.
En partner, der foreslår noget andet.
Praktiske ting, der hele tiden forstyrrer mit fokus.

Og så vokser presset.
Jeg bliver mere irriteret, mere anspændt – og langsomt glider jeg længere og længere væk fra mig selv. Uroen i kroppen tager til, og nærværet forsvinder.

I mange år forstod jeg ikke, hvad der var på spil her.

Det, jeg troede, det handlede om

I starten pressede jeg bare hårdere på. Jeg skulle nå det hele.
Senere – da jeg blev kæreste med min nuværende kæreste – begyndte jeg at fortælle mig selv, at han var problemet. At han var doven. At han aldrig tog initiativ. At det derfor var mig, der skulle bære det hele.

Men langsomt gik det op for mig, at det slet ikke var dét, det handlede om.

Det handlede om mig.

Eller rettere: min måde at flygte fra uroen på.

Popcornhjernen som forsvar

Jeg opdagede, at alle de her tanker – alle de ting, jeg lige skulle nå – faktisk fungerede som en forsvarsmekanisme.
En måde at undgå at mærke uroen i kroppen på.

Som en popcornhjerne 🍿
Der hele tiden finder på nye opgaver, nye gøremål, nye ting, jeg burde huske.

Problemet er bare, at det ikke skaber ro.
Tværtimod.

Jo mere jeg giver efter for tankerne, jo mere indre pres skaber jeg. Stressniveauet stiger. Uroen vokser. Nærværet forsvinder.

Og i langt de fleste tilfælde ender det ét bestemt sted:

I en overspisning.

Så hvad er humlen?

Humlen er denne:

Når vi mærker ubehag, som vi ikke helt forstår, så vil vi næsten altid aktivere en forsvarsmekanisme for at slippe for at mærke det i kroppen.

For nogle er det kontrol.
For andre er det travlhed.
For mange er det overspisning.

Det afgørende arbejde ligger i at opdage, hvilken mekanisme du bruger – og lære at stoppe den, før den tager over.

I mit tilfælde begynder det med tankemylderet. Jeg kan efterhånden genkende signalet:
Nu kommer tankerne. Nu vil de have mig til at gøre en masse.

Men jeg ved også, at hvis jeg følger dem, får jeg det værre.

Når uroen er for stor til bare at “mærkes”

Nogle morgener vågner jeg med uro uden at vide hvorfor.
Og nogle gange er uroen så kraftig, at det ikke hjælper bare at sætte sig ned og “mærke efter”.

Der har jeg brug for hjælp udefra.

For mig kan det være:

• en guidet meditation

• rolig musik

• en podcast eller lydbog, der handler om at mærke kroppen og finde hjem til sig selv

Noget, der både giver mine tanker noget at hæfte sig ved – og samtidig hjælper kroppen med at falde til ro.

Hvis du ikke allerede kender vores populære podcast, kan du finde den her → NÅR MADEN DULMER

Når der igen er lidt mere plads

Når uroen har lagt sig bare en smule, hjælper det mig at skrive.
Ikke med et formål. Ikke for at finde løsninger.

Bare for at få tankerne ud af hovedet og ned på papir.
Og samtidig skrive, hvordan det føles i kroppen.
Hvad der er svært. Hvad der fylder.

Det skaber plads.
Og det gør det muligt at rumme det, der faktisk er – uden at flygte.

Det svære er ikke viljen – men opdagelsen

Det, der har været sværest for mig, har ikke været at ville noget andet.
Det har været at opdage, hvornår mønsteret går i gang – og hvad det egentlig handler om.

For det her sker langt oftere, end vi tror.
Især når vi overspiser.

Og det er ofte pakket ind i fortællinger som:
Sådan gør man jo.
Alle andre kan.
Hvorfor kan jeg ikke?

Men overspisning handler sjældent om manglende rygrad.
Det handler om ubevidste mønstre og strategier, vi har lært for at overleve følelsesmæssigt.

Det er præcis dét, vi arbejder med

Det er netop det arbejde, jeg laver i mine forløb.

Lige nu er der igen åbnet for pladser på Mentorforløbet, hvor du får min personlige hjælp til at opdage dine mønstre – og bryde med dem, så overspisningen ikke længere styrer dit liv.

Du kan læse mere om mentorforløbet her → Læs om et Mentorforløb med mig, her.

Hvis du overvejer det, men er i tvivl om, hvorvidt det er det rette for dig lige nu, har du også mulighed for at ansøge om en afklarende samtale. Her ser vi sammen på, om forløbet matcher dine behov og din situation.

Du kan ansøge om en afklarende samtale her → Ansøg her

Første skridt er vished

Jeg håber, at dette indlæg har givet dig et lille glimt af de mønstre, der kan ligge bag overspisning – og måske hjulpet dig med at genkende noget i dig selv.

For det første skridt til forandring er altid det samme:

Vished.
At forstå, hvad der faktisk er på spil ❤️

Kærligst
Mette