top of page

Vi bliver ikke fede af mad. Vi bliver fede af mistrivsel!

52,6% af den danske befolkning er i dag, hvad vi betegner som overvægtige i følge tal fra den Nationale Sundhedsprofil. Og desværre er tallet stigende, hvis man kigger tilbage over tid. Samtidig har der aldrig været så meget fokus på sundhed, livsstil og motion.


Så hvorfor bliver vi tykkere og tykkere?


Min erfaring er, at langt de fleste danskere VED godt, hvad de burde spise. Og langt de fleste danskere gør også deres bedste for at efterleve de anbefalinger, der er fra Sundhedsstyrelsen. Det er hvertfald min erfaring igennem mit daglige arbejde, at de fleste, som bøvler med mad og vægt og ikke mindst tanker om at ville tabe sig (om end man er overvægtig eller ej), næsten kunne skrive en PhD om, hvad man BURDE spise.


Men den reelle årsag ligger et helt andet sted.

Mad er nemlig ikke længere bare mad, der skal gøre os mætte, give os energi og give os velsmag. Mad er blevet en måde, at dulme de ting i livet, der er svære at håndtere. Mad er altså blevet en måde, at "selvmedicinere" sig selv på, når livet er svært. Og med svært mener jeg ikke kun i forbindelse med tragiske hændelser. Nej, her mener jeg faktisk vores helt almindelige hverdag. Vores hverdag stiller så store krav til os som mennesker (ses bl.a. på antallet af stresstilfælde der ligeledes er stigende) , at vi er nødt til at medicinere os selv for at komme igennem hverdagen. For reelt har maden samme virkning som fx alkohol. Den kan gå ind og tage toppen af den indre uro vi oplever, så vi føler, at vi kan slappe af. I min daglige praksis oplever jeg mange beskrive, at de kan have svært ved at slappe af, specielt når de kommer fra arbejde om eftermiddagen, eller om aftenen. Her oplever de netop indre uro og rastløshed. Og så opstår der en trang til at spise noget.







Når vi spiser, bliver der frigivet dopamin i hjernen, som er kroppens eget belønningssystem. Det giver os en lykkefølelse og en form for rus, der får os til at slappe af og den indre uro forsvinder.

Problemet opstår så, når vi gentager dette mønster igen og igen. Det gør os over tid overvægtige, da vi jo reelt ikke har brug for maden.


Vi får ikke undersøgt og spurgt os selv, hvorfor vi får denne indre uro og rastløshed. Vi medicinerer blot os selv med mad, og så kører vi videre i samme spor, for det virker jo. Og det gør det. Uden diskussion. Mad virker beroligende!

Så hvorfor ændre på en praksis der virker for os?

Maden virker jo så kun til det punkt, hvor vi begynder at synes, at vores vægt bliver et problem, vores eget selvbillede forringes eller det volder os sundhedsmæssige problemer.


Og netop her, mener jeg, at vores samfund fejler. For praksis er, at så må vi jo regulere på maden. Så må vi spise mindre, træne mere og leve sundere. Men faktisk har det den stik modsatte effekt. For det viser sig, at 95% af de personer, der lykkes med et vægttab, tager det hele på igen eller mere til. Bl.a. fordi man ikke får kigget på årsagen til, at man ikke kan styre sin vægt og fordi årsagen faktisk ligger i det stressniveau vi har i vores hverdag. Og ved at tilføje yderligere "krav" til den enkelte om, hvad man skal nå i løbet af en dag (lave sund mad, tælle kcal, træne mv), øger vi stressmængden, som igen øver den indre uro, som igen giver os en større trang til at spise og større oplevet (følelsesmæssig) sult.



Så i virkeligheden skal vi kigge på vores tempo i vores hverdag. Jeg plejer at beskrive det således, at vi består af et hoved og en krop. Vores hoved er hurtigt (træffer beslutninger, agerer, systematiserer, rationaliserer, tænker logisk mv), mens vores krop er langsom (nærvær, intuition, følelser, egne behov mv). Vores samfundsnormer og strukturer kalder mest på hovedet og hovedets egenskaber. Det vil sige, at lige fra vi slår øjnene op om morgenen, så er det hovedet der dikterer dagen. Der skal pakkes tasker, serveres morgenmad, børnene skal i tøjet, alle skal have det rette med ud af døren, og der skal dannes overblik over resten af dagens gøremål mv. Og så kommer man på arbejde, hvor man skal være til en bestemt tid, så tingene skal gå stærkt. Og her skal man arbejde hurtigt og effektivt, og som oftest er det arbejdsopgaver, der appelerer til hovedet, eller også er det egentlig "omsorgsopgaver", men hvor man ikke kan tillade sig at være i kroppen og være langsom og nærværende pga tidspres. Og sådan fortsætter dagen, indtil man langt om længe, sidst på dagen, kommer hjem og kan sætte sig ned i sofaen foran tv'et eller med sin mobiltelefon (som i øvrigt er yderligere stimulering til hovedet) og forsøge at slappe af. Men her er det for sent. Vi har overhørt kroppen og kroppens signaler en hel dag. Vi har slet ikke været langsomme i noget af det vi har lavet. Vi har slet ikke mærket os selv. Vi har slet ikke mærket og opfyldt vores egne behov. Og nu forventer vi så, at kroppen bare på kommando er langsom, rolig, nærværende og følsom. Men nej. Kroppen responderer med uro og rastløshed, der til dels kan kamufleres med mobiltelefonen. Men for mange forsøges kroppen pacificeret med mad, et glas rødvin, noget chokolade eller lign.


For alt for mange danskere, bliver dette ikke kun et aftenritual. Det bliver faktisk noget, man gør gennem hele dagen. Man har snacks med til kontorpladsen. Man kan ikke sige nej til kagen på arbejdet. Man spiser på vej i bilen. Man køber en chokoladebar i supermarkedet til turen hjem. Man snacker pålæg, mens man smører børnenes madpakker. Og når man er rigtig træt og udkørt og har overhørt kroppen gennem en hel dag, ja så orker man måske tilmed ikke at lave mad og køber take away.





Med andre ord har vi altså indrettet et samfund, der primært er baseret på "hovedaktiviteter", og tillægger ikke kroppens egenskaber meget opmærksomhed. Langsom = dårlig. Langsom giver ikke resultater, vækst, udvikling og effektivitet.



Og tydeligt bliver det jo, når vi bliver syge. Når kroppen brokker sig, skal den bare fikses med medicin, så hovedet kan komme videre. Vi skal faktisk tit være rigtig syge, før vi indser, at vi skal sætte tempoet ned, for at blive raske og få det godt.



Så hvis vi gerne vil vores overvægtige samfundsproblem til livs, er vi nødt til at stoppe med at kigge på maden og motion isoleret set. Det virker jo ikke!

Vi ved godt, hvad vi burde spise og hvordan vi burde træne. Vi skal i stedet for kigge på, hvorfor vi ikke kan efterleve dét, vi godt ved, vi burde. Det kræver at vi tør stoppe op og stille og selv spørgsmålet: "Hvad fungerer egentlig for mig i mit liv og hvordan vil jeg gerne leve?".



Det kræver at vi sænker tempoet og giver os tid til, at være hele mennesker imens. Ellers får vi skabt et helt samfund, der bliver madafhængige, blot for at komme igennem dagen.




317 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comentários


bottom of page