Som oftest bliver der talt om alle de følelser vi spiser på, når vi er nede, og dulmer fx følelsen af ked af det hed, kedsomhed, ensomhed eller lign. med mad. Men faktisk oplever mindst lige så mange, at overspise på gode, glade og dejlige følelser.
Vil du vide hvorfor?
Uanset om du er nede eller oppe i humør, så har du nogle følelser. Nogle følelser som kommer til udtryk i din krop. Nede følelser er ofte uro, rastløshed og sitren i kroppen, mens oppefølelser kan være boblen, sitren eller sådan en følelse af sommerfugle i maven. Uanset er det følelser.
Både nede følelser og oppe følelser giver altså en fysisk reaktion i kroppen. Og hvis ikke du er vant til at tage dig af den, så vil det, hvis du mærker efter, faktisk ikke være særlig rart. Heller ikke oppefølelserne. Tankerne som følger med oppefølelserne er rare, men selve den fysiske del i kroppen, er faktisk ikke rar, for vi ved ikke, hvad vi skal gøre af den.
Derfor kan du godt opleve, at du mens du er glad og oppe, faksisk kommer til at spise meget mere, end hvad godt er. Det kan være, hvis du er sammen med andre mennesker, og I virkelig hygger jer. Så er det en måde, at lige lægge låg på de kropslige reaktioner på, men blot nyde det i hovedet med tankerne.
Men endnu mere sandsynligt er det, at du bliver udfordret når du kommer hjem - altså når du er færdig med at have det sjovt, være glad og hygge dig (uanset om det er foregået alene eller med andre). Og det lyder jo rationelt fuldstændigt åndsvagt, at vi ikke bare kan nyde, at have det godt. Men vi skal lige lære det først.
Når du kommer hjem, sker der nemlig dét, at du begynder at mærke følelserne. Boblerne, den sitrende fornemmelse, sommerfuglene. Og selvom du rationelt godt kan tænke dig til, at det er gode følelser, så er de faktisk lidt svære at være i. Det svarer lidt til, når børn er overgearede. Det er faktisk også svært at falde ned igen.
Hvorfor?
Fordi følelserne i sig selv, at svære at være i! Men endnu mere fordi du nu skal ned i gear, efter at have været lidt oppe i stemning. Og vejen ned er ligesom et vandfald. Der er bare frit fald, og du mister kontrollen. Du mærker ubehaget i kroppen på vej ned, i takt ned at følelserne ændrer sig, lige indtil du lander og kommer oven vande igen. Men fordi du mister kontrollen undervejs, har du selvfølgelig ikke lyst til at gå ud over kanten på vandfaldet. Og i det der limbo, bliver din krop ved med at køre i et højt gear, selvom den samtidig skriger på, at få lov til at falde ned igen, få ro og slappe af. Fordi du er bange for at tage skridtet ud over.
I det limbo du mærker lige dér, dér hvor du begynder for alvor at mærke følelserne i kroppen, boblen, sitren, sommerfuglene, samtidig med at din krop skriger på ro, så du bliver rastløs og urolig - i det der kaos af følelser - dér spiser du. For når du spiser, hjælper maden dig med at bedøve dig, mens du tager turen ud over kanten og ned gennem vandfaldet.
Det er derfor maden er så rart og bekvem og din bedste ven. Den hjælper dig til at komme ned igen, og står altid til rådighed.
Du kan ikke for evigt være overekstatisk og glad. Det er umuligt. Kroppen har brug for ro til at hvile, og faktisk meget mere end vi lige tror. Det er dér vi kalder det, at være i balance.
For bliver du i den glade oppefølelse for længe, bliver du overgearet. Og vi har alle brug for at finde tilbage, hvor der er ro.
SÃ¥dan finder du tilbage til balancen.
For at finde tilbage til balancen uden at skulle have hjælpe fra maden, er du nødt til at tage turen ud over vandfaldet på egen hånd. Der er ingen vej udenom. Du kan ikke springe over, eller gå uden om. Du er nødt til at skulle igennem det. Så ind i følelserne af bobler, sommerfugle og sitren, og giv dig tid til at mærke dem, og acceptere at de er der, også selvom de er svære at håndtere. Giv dem ro til at udfolde sig, mens du slapper af. På den måde vil de aftage igen, og forsvinde.
Herefter vil ud igen være i ro og balance og ikke have brug for maden til at dulme.
De bedste hilsner
Mette
