Kender du det med, at have ligget en hel dag i sengen eller på sofaen og bare nydt det? Virkelig hygget dig med film, serier eller andet, og sådan rigtig have nydt, at nu kunne du og nu måtte du også gerne, uden at skulle have dårlig samvittighed over noget? Ingen krav, ingen der forventer noget af dig.
Men lige pludselig, så stopper du med at nyde det. Du har lyst til at holde fast i den der følelse og fornemmelse, af bare at virkelig have ro på og nyde det. Men du kan ikke holde fast i følelsen. Uanset hvad du sætter på, eller hvad du gør, så kan du ikke få følelsen tilbage. Uroen indvendigt vokser, og du mærker de første tegn på, at du får lyst til at spise.
Du forsøger med en anden film, du forsøger med en gåtur, men lige meget hjælper det. Trangen til maden kommer igen lige bagefter.
Du mærker, at du pludselig slet ikke kan rumme, at der er andre. "Lad mig for h*vede være", tænker du. Når de kommer og spørger dig om noget, snerrer du, eller svarer meget kort. Du lukker dig inde i dig selv, og ville aller helst, at du bare var helt alene i verden.
Pludselig kan du faktisk ikke rumme de andre, og beder om tid alene.
Hvorfor?
Dét der sker i denne situation, er hverken farlig eller forkert. Men det er et mønster. Et mønster der meget let fører til overspisninger, medmindre du er meget bevidst om, hvad du gør.
For når du trækker dig fra andre, og trækker dig ind i dig selv, og egentlig ikke giver dig den ro, du har brug for og som du søger, men derimod får dig til at få det værre, så er du på vej, den forkerte vej.
Lige dér bliver alenetiden en flugt fra dine reelle følelser.
Årsagen Som barn har din overlevelsesmekaniske været, at trække dig, med dine egne følelser, så snart de kom, for at undgå den ubehagelige situation, det måtte have været at vise dem (enten har en voksen ville negligere dine følelser, fixe dem, blivet ked af det, sur, blevet tavs eller lign). Derfor er det et mønster. Et mønster hvor du får lukket af for de reelle følelser, og i stedet svæver et sted i hovedet med dine tanker. Men i virkeligheden er dét du savner, netop at blive set og mødt i dine følelser. Men ingen kan se dem - ej heller dig selv - hvis du trækker dig med dem.
Du skal bryde dit mønster, for at undgå overspisninger
Fordi det er et mønster, kan du arbejde på at bryde mønsteret, ved at udfordre det. For i virkeligheden er det en forestilling vi har - en overbevisning om, at det er dét vi har brug for. Men når det nu giver overspisninger, er det så i virkeligheden dét, vi har brug for?
Nej, vi har nemlig reelt brug for det modsatte. Når vi første gang mærker behovet for alenetid, bør vi mærke efter, om det er et reelt behov, eller en flugt fra nogle følelser, som eksempelvis kan være kedsomhed.
For er det følelser, har vi reelt brug for, at blive mødt i vores følelser, at blive set og anerkendt og taget sig af. Ikke at trække os.
Vi har egentlig ikke brug fra det fra andre, men fra os selv. Vi har brug for at møde os selv, ved at gå ind i det der er, uden at skulle forstå og analysere det hele. Men blot ved at være, og ved at vide, at når du trækker dig, er det et mønster, som let fører til overspisning. Når du flygter ind i at gøre noget, holder du mønsteret ved lige, og øger sandsynligheden for overspisning.
Beslut dig for at sige til dig selv, at du ikke har brug for at trække dig. Du har reelt ikke brug for at være alene. Du har brug for at blive set!
De bedste hilsner
Mette
